Krav om fire års fængsel til dankortsvindlere
- Ubetinget fængselsdom på ikke under fire år, krævede anklageren, Svend Boye Pedersen, i Københavns Byret tirsdag.
Han mener, straffen er passende til det rumænske par, der er tiltalt for at hæve over tre millioner kroner på falske hævekort. De tilstår begge, men kun i meget begrænset omfang.
Svend Boye Pedersen krævede parret dømt for hele forbrydelsen og sagde, at de tiltalte lyver om, hvor meget de har været involveret. Blandt andet afviser anklageren mandens forklaring om, at han troede, at et apparat til kopiering af dankortkoder i virkeligheden skulle bruges til at forbedre billedkvaliteten i fjernsyn.
- Det er jo langt ude. En ganske fjollet forklaring, sagde Svend Boye Pedersen.
Der falder dom i sagen onsdag middag.
/ritzau/