Soldater fra Kosovo til Libanon?
Det bør undersøges, om NATOs Kosovo-styrke kan reduceres, så soldaterne kan understøtte en Libanon-våbenhvile, mener Jens Chr. Lund (S).
Danske soldater fra Kosovo til Libanon. Det foreslår folketingsmedlem og pensioneret oberst Jens Chr. Lund (S), efter regeringen har erkendt, at der ikke er flere soldater hjemme til at sende af sted, hvis NATO skulle anmode om det ved en eventuel våbenhvile mellem Israel og Hizbollah.
Obersten har noteret sig, at hjemvendte soldater stadig oftere uofficielt hæfter ironiske gloser som »badeferie« og »Cypern-mission« på forsvarets opgaver i det efterhånden forholdsvis fredelige Kosovo. Og selv om Jens Chr. Lund ikke gør disse beskrivelser til sine, mener han alligevel, at forsvarsminister Søren Gade (V) bør kigge nærmere på netop Kosovo-missionen, hvis regeringen er positivt indstillet på at finde hærstyrker til en eventuel Libanon-fredsstyrke:
»Kosovo er efterhånden et område med mindre spænding, hvor man formodentlig kunne reducere. Det vil være katastrofalt, hvis Danmark ikke kan være med, i fald muligheden for indsættelse af en international styrke i Libanon indtræffer,« siger Jens Chr. Lund, der som resten af sit parti mener, at danske Libanon-styrker også kunne hentes i Irak.
Flådebidrag realistisk
»Men kan vi ikke blive politisk enige om det, kunne vi måske frigøre soldater fra Kosovo,« vurderer Jens Chr. Lund, der er klar over, at Kosovo-missionen netop er en NATO-mission, som NATO, ikke medlemslandene hver for sig, afgør, hvornår skal reduceres: