Hizbollah-tilhængere råbte forgæves
Hizbollah-flagene blev i baggrunden under fredelig fredsdemonstration, som oppositionen vil bruge til at lægge pres på regeringen for at arbejde for våbenhvile i Mellemøsten
»Hvorfor står de her?«
Enhedslistens Søren Søndergaard er tydeligt utilfreds med, at en gruppe Hizbollah-tilhængere har taget plads ved en blomsterkumme kun få meter fra scenen på Rådhuspladsen i København.
Arrangørerne af fredsdemonstrationen "Våbenhvile nu" har på forhånd gjort det klart, at de ikke ønsker flag tæt på scenen. Men talerne - herunder Holger K. Nielsen fra SF og Mogens Lykketoft (S) - gør det samtidig lige så klart, at den lille gruppe ikke skal ødelægge demonstrationen:
»De bestemmer ikke, hvem der skal stå på Rådhuspladsen,« fastslår Mogens Lykketoft, der er mødt frem for at tale for våbenhvile og en international fredsstyrke.
»Nu er der brugt 60 år på at demonstrere, at der ikke kan laves en holdbar fred på det område ved egen kraft,« argumenterer han.
Én taler gik ikke på
Kun repræsentanten fra den israelske fredsbevægelse, Ahoti, undlader at gå på scenen med direkte henvisning til, at hun ikke ønsker at tale, når Hizbollah-tilhængere er tilstede:
»Jeg er kommet for at tale om våbenhvile. Hizbollah anerkender ikke Israel. Jeg har ikke hørt Hizbollah tale om fred,« lyder begrundelsen fra Yali Hashash, der er tilrejst fra Haifa i Israel.