Dna-register har vokseværk
En lovændring i 2005 betyder, at langt flere bliver registreret i politiets dna-register. Politiet tager nu en ny database i brug for at kunne følge med alle dna-analyserne. Op mod 20.000 dna-profiler ventes i år at blive registreret, hvilket øger politiets chance for at afsløre gerningsmænd til uopklarede forbrydelser.
Den øgede adgang til at registrere mistænkte i det landsdækkende dna-register er så stor en succes, at politiet ikke kan følge med.
Op mod 10.000 biologiske spor fra gerningssteder og dna-profiler af mistænkte venter på at blive lagt i politiets database.
Det oplyser vicekriminalinspektør Hans-Henrik Stilund fra Rigspolitichefens Centrale dna-profilregister.
Siden maj 2005 har politiet kunnet putte personer i registret, blot de er sigtet for en forbrydelse, der kan medføre mindst halvandet års fængsel. Tidligere var kravet, at de skulle være sigtet for en særligt alvorlig forbrydelse som drab, grov vold, røveri og voldtægt.
Politiet forventer på baggrund af lovændringen 18.000-20.000 straffesager i år, hvori dna-analyser spiller en rolle. Det er mere end en firedobling siden 2004. Siden nytår har politiet fået 11.000 analyser, der skal opføres i dna-registret.