Pelikan gæster Danmark
Fire sjældne fugle gæster Danmark for tiden.
Mest opsigtvækkende er, at en pelikan har slået sig ned i den danske natur.
Der kan ifølge ornitolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening enten være tale om en vild fugl, der har fløjet hertil fra Syd- eller Østeuropa, eller det kan være en udbryder fra en zoologisk have.
Knud Flensted så selv den krøltoppede pelikan lørdag aften ved Ørum Sø ved Thisted i Nordjylland.
- Det var et smukt syn, da pelikanen med sit over to meter store vingefang lavede flyveopvisning i solnedgangen, fortæller han.
De andre tre sjældne fugle er henholdsvis en skadegøg, en rosenbrystet tårnskade og en sortvinget braksvale.
/ritzau/