Farlig støj blandt de små
Den støj, som findes i flere danske daginstitutioner, kan give børn og pædagoger tinnitus, stress og forhøjet blodtryk, viser flere undersøgelser.
En undersøgelse fra Sahlgrenska Universitetssygehuset i Sverige viser, at antallet af syv-årige, som lider af tinnitus, er steget kraftigt. Af de 750 syv-årige, som indgår i undersøgelsen, har 60 pct. haft problemer med tuden og ringen i ørerne. I en lignende undersøgelse for syv år siden var andelen 12 pct.
En ny rapport om støj i daginstitutioner fra Arbejdsmiljøinstituttet, AMI, konkluderer, at støjen opleves som et stort problem i mange danske daginstitutioner. Desuden viser en tidligere undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet at 8 ud af 10 pædagoger er udsat for støj, der er så slem, at de må hæve stemmen i dagligdagen. Det svarer til det lydniveau, der er på de mest larmende arbejdspladser i industrien.
»Der er tale om støj, som kan være høreskadende. Samtidig viser flere internationale undersøgelser, at støj giver stressreaktioner, som forhøjet blodtryk og søvnbesvær,« siger Hermann Burr, forsker i AMI. Han mener, at støj i daginstitutioner er et emne, der bør undersøges nærmere .
Mister koncentration
For de børn, der dagligt opholder sig i institutionerne, kan støjen, foruden høreproblemer, også forringe koncentrationen og indlæringsevnen, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Per Baunsgaard, arbejdsmiljøkonsulent i Forbundet for pædagoger og klubfolk, BUPL, mener, at det er på tide at løse problemet med det høje lydniveau. »Hvis ikke der bliver gjort noget ved støjen, risikerer vi, at en masse børn får høreskader,« siger han og påpeger, at også det pædagogiske arbejde bliver forringet af støj.