En million danskere mangler testamente
Ikke nok med at din mand dør. Hans søn fra et tidligere ægteskab kommer bagefter og kræver en tredjedele af det, I ejede sammen.
Og ikke nok med at din kæreste dør. Hendes forældre får pludselig halvdelen af jeres fælles hus.
Sådan kan det gå for cirka én million danskere. Så mange har nemlig ifølge arveretsprofessor Finn Taksøe-Jensen ikke sikret sig ordentligt, hvis partneren dør. I stedet har de lagt en bombe under privatøkonomien. En bombe, der kan tvinge den efterladte til at gå fra hus og hjem, fordi man forsømte at styre arven det rette sted hen, skriver JydskeVestkysten lørdag.
- 1,5 million danskere har familieforhold, der gør, at de bør have et testamente. Men kun 500.000 har det. Der er altså én million danskere, der mangler, siger Finn Taksøe-Jensen.
Det er både papirløse par, ægtepar med sammenbragte børn og traditionelle kernefamilier, der glemmer alt om at sikre den længstlevende.
/JP