Knivsvingende knallertkører kan stå bag flere overfald
En kvinde blev torsdag aften stukket i ryggen af en knallertkører, der drønede forbi på Grøndals Parkvej i København.
Gerningsmanden kan stå bag flere lignende knivstikkerier, frygter politiet, der fredag blev opsøgt af to mennesker, der muligvis også er blevet ramt af den knivsvingende knallertkører.
Det ene offer fik skåret en trøje i stykker for en uges tid siden, men troede i første omgang, at skaden var forårsaget af en forbipasserende knallerts sidespejl. Et andet offer har haft en tilsvarende oplevelse.
De to har henvendt sig til politiet i kølvandet på knivstikkeriet torsdag aften.
Da cyklede en 29-årig kvinde i Vanløse, da hun hørte en knallert komme bagfra. Hun trak ind til siden, men netop som knallerten passerede, mærkede hun et slag i lænden. Det viste sig at være et knivhug.
/ritzau/