Dansker fundet død i Bulgarien
En 36-årig dansker er fundet død i en lejlighed i Blagoevgrad i det sydlige Bulgarien, skriver B.T.
Det var danskerens naboer, der alarmerede politiet, da en voldsom stank bredte sig fra hans lejlighed. Her fandt ordensmagten liget af den 36-årige Martin Schmidt, der havde ligget død i nogle dage.
Ifølge B.T. har bulgarsk politi endnu ikke fastslået omstændighederne ved dødsfaldet, bl.a. fordi retsmedicinerne ikke har fundet ud af, hvad han døde af. Ifølge bladet har de lokale myndigheder dog en mistanke om, at danskeren har været udsat for vold.
Danskeren opholdt sig lovligt i Bulgarien, hvor han ifølge B.T.s oplysninger arbejdede som vejarbejder for det italienske firma Todini, men det kan firmaet ikke umiddelbart bekræfte:
- Todini arbejder ikke mere i Bulgarien. Vi har førhen arbejdet i Bulgarien, men de projekter er slut nu. Vi har ikke flere Todini-folk i Bulgarien, og desuden har jeg ikke hørt noget om en død dansker, siger chefen for Todinis Østeuropaafdeling, Carlo Mussi til B.T.
/ritzau/