Kun få bruger frit sygehusvalg
De fleste danskere har hørt om frit sygehusvalg, som blev indført herhjemme i 1993. Men det er de færreste, som vælger et sygehus i en anden by for at springe ventelisterne over.
De seneste tal for 2003 viser, at kun 11 procent af patienterne benytter sig af det frie sygehusvalg. Endnu færre bruger deres ret til det udvidede frie sygehusvalg, som man har krav på, hvis ventetiden på behandling overskrider to måneder, skriver Ekstra Bladet fredag.
I 2005 var det 26.709 personer, og det svarer kun til 1,7 procent af alle behandlede patienter, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
Situationen kan meget vel skyldes dårlig information:
- Det er mit indtryk, at patienterne er glade for det frie sygehusvalg. Men få bruger det, fordi de simpelthen ikke får information nok og ikke kan gennemskue de komplicerede regler, siger formand for Patientforeningen Danmark Karsten Skawbo-Jensen.
Hos Sundhedsstyrelsen er man klar over problemet:
- Vi har ikke et mål for, hvor mange patienter der burde bruge det frie sygehusvalg. For hvis ventetiden er lav på det nærmeste sygehus, og man derfor ikke får brug for at benytte et andet, er det kun godt.
Men patienterne skal selvfølgelig have en ordentlig information, og det bliver ikke gjort tilfredsstillende alle steder i øjeblikket, siger planchef i Sundhedsstyrelsen Lone de Neergaard.
Problemet opstår allerede hos de praktiserende læger, som i første omgang henviser patienten til behandling på et hospital. De glemmer også at fortælle om det frie sygehusvalgs muligheder:
- Den praktiserende læge skal oplyse, hvor der er kortest ventetid, og derudfra drøfte med patienten, hvor denne helst vil henvises til. Men det gør lægerne sjældent. Langt de fleste henviser blot patienten til det nærmeste sygehus, siger Margot Madsen, daglig leder af Patientkontoret i Århus Amt, som rådgiver patienter om det frie sygehusvalg.
JP