Nyt job til vraget ordfører
Efter mere end tre måneder på reservebænken er Socialdemokratiets tidligere politiske ordfører Lotte Bundsgaard på vej tilbage på banen.
Hun skal være integrationsordfører og dermed have ansvaret for at lukke flanken i det ømtålelige udlændingespørgsmål over for Dansk Folkeparti uden at give køb i forhold til Socialdemokratiets traditionelle omsorg for samfundets svage.
Vagtskiftet skal ifølge Ekstra Bladet ske på Socialdemokratiets sommergruppemøde i næste uge. Det er gjort muligt, fordi Lene Jensen har forladt Folketinget for at blive direktør i Danmarks Bløderforening. Hendes job som skatteordfører overtages af John Dyrby, der hidtil har haft ansvaret for integrationsområdet.
Indtil videre er kun partitoppen og de berørte personer informeret, og hverken Lotte Bundsgaard, gruppeformand Carsten Hansen eller partiformand Helle Thorning-Schmidt vil kommentere sagen.
/ritzau/