Haarder: Flere penge til naturfag i gymnasiet
Naturfaglige retninger skal udløse større taxametertilskud til gymnasierne
Undervisningsminister Bertel Haarder vil indrette gymnasiernes taxametersystem, så der gives et større beløb for elever på naturvidenskabelige retninger end elever på andre retninger. Det skal sikre flere unge til ingeniøruddannelserne, skriver fagbladet Ingeniøren fredag.
Ministerens udmelding kommer som reaktion på, at antallet af optagne på landets ingeniørhøjskoler er faldet i år. Samtidig kommer færre unge ud af gymnasiet med en fagkombination, der giver adgang til ingeniørstudiet:
»Det er et meget stort problem for Danmark. Derfor er det noget af det, der optager mig allermest, hvordan vi får styrket søgningen og gjort de tekniske og naturvidenskabelige fag mere fremherskende i de gymnasiale uddannelser,« siger Bertel Haarder til Ingeniøren.
Han mener, at gymnasierne er for tilbageholdende med at udbyde naturvidenskabelige retninger, fordi de er dyrere end humanistiske og samfundsfaglige retninger, hvor der ikke er behov for laboratoriefaciliteter. Det tager amternes tilskud til gymnasierne ikke hensyn til i dag, og det vil ministeren ændre, når gymnasierne overgår til staten til nytår.
»Det er håbløst, at systemet ikke tager højde for det i dag. Jeg vil sikre en mere fair fordeling, så gymnasierne ikke neddrosler tilbuddet af tekniske og naturvidenskabelige retninger, bare fordi de ikke har pengene til det,« siger Bertel Haarder.
/JP