Dom efter trafikdrab skuffer
- Det er to menneskeliv, vi snakker om. To år og tre måneders fængsel for to menneskers liv - det er for lidt.
Michael Vestergaard er - siger han - en skuffet mand. Hans gode ven, Tobias, og Tobias' spæde datter Ronja blev i påsken slået ihjel af en bilist, der ramte dem med høj fart. Derefter stod han i spidsen for en indsamling af over 100.000 underskrifter for at få hårdere straffe for dødskørsel.
- Selv om man reklamerer med, at det er den højeste straf, der nogensinde er givet, så synes jeg stadig, at den er for lav. Det er to menneskeliv, vi snakker om, fastslår Vestergaard.
- Ingen mennesker er i stand til at vurdere, hvor meget et menneskeliv er værd, fastslår han.
/ritzau/