DSB-direktør afviser ministerangreb

DSB's direktør, Keld Sengeløv, vil ikke finde sig i den offentlige skideballe, som statsbanerne har fået af transportminister Flemming Hansen (K).

- Det er ikke rimeligt over for DSB's medarbejdere, som gør en kæmpe indsats, siger Keld Sengeløv.

Flemming Hansen anklager DSB og Banedanmark har svigtet i sagen om de mange togforsinkelser og mener, at især DSB burde være bedre til løbende at fortælle om forsinkelserne.

- Der, hvor jeg synes, at de svigter, er på kommunikationen. Den er ikke god nok. Først og fremmest DSB, siger Flemming Hansen, der foreslår, at DSB dropper nogle af Harry-reklamerne til fordel for brugbar information om togene.

DSB's direktør undrer sig over kritikken.

- DSB's medarbejdere gør en kæmpe indsats for at give kunderne en ordentlig betjening. Den indsats havde fortjent, at vi havde fået en lidt anden udmelding fra ministeren, siger Keld Sengeløv til Ritzau.

Transportministeren retter ikke kun skytset generelt mod DSB. Han bebrejder også Keld Sengeløv, der er administrerende direktør, og DSB's direktion, at den ikke er synlig nok i medierne.

- DSB's direktion skal være mere synlig. Det er toppen, folk gerne vil se. Han (Keld Sengeløv, red.) må gerne være synligere, siger Flemming Hansen til Berlingske Tidende.

Også det angreb tilbageviser Keld Sengeløv.

- Jeg mener, vi er meget synlige. DSB er en stor organisation med 9000 medarbejdere. Jeg har meget dygtige medarbejdere og chefer, som står i front i de forskellige situationer. Bl.a. synes jeg, at DSB's trafikchef har været på det meste af sommeren. Erik Christensen har gjort et glimrende arbejde med at give konkret information til passagerne og til offentligheden, siger Keld Sengeløv.

Kører skævt

Han understreger samtidig, at han ikke dermed siger, at tingene ikke kan gøres bedre, når togtrafikken kører skævt.

- Det er der bestemt. Vi kan altid blive dygtigere. Men det skal ske i et tæt samarbejde mellem Banedanmark og DSB, siger Keld Sengeløv.

Det hænger sammen med, at DSB og Banedanmark har hver sin informationsopgave. Banedanmark styrer skærmene og annonceringen i højttalerne på stationerne, mens DSB's medarbejdere står for informationen inde på stationen og i togene.

- Det er virkelig en opgave for os, at vi bliver bedre og dygtigere og skarpere til det. Vi har taget en række initiativer. Vi har lavet en informationsdisk på Københavns Hovedbanegård, og i andet halvår etablerer vi sammen med Banedanmark et fælles driftscenter. Det vil give en bedre og tættere information ud til kunderne, siger Keld Sengeløv.

DSB's kommunikationsindsats står over for to udfordringer. Den ene er at holde kunderne orienteret om, hvordan trafikken forløber, når et planlagt sporarbejde skal udføres.

- Det bliver vi bedre og bedre til, men vi kan altid blive dygtigere, siger Keld Sengeløv.

Den anden er at informere kunderne, når noget går galt.

- Når noget kommer som et lyn fra en klar himmel, er det meget svært at få trafikinformation op at køre hurtigt.

Keld Sengeløv er enig med transportministeren, der tidligere på ugen sagde, at det danske jernbanenet er nedslidt.

- Det skal have et løft, for at vi kan levere en ordentlig togkvalitet til vores kunder, siger DSB's administrerende direktør.

Banedanmarks bestyrelsesformand, Anne Birgitte Lundholt, siger om ministerens angreb, at "på de planlagte sporarbejder har vi gjort en stor indsats for at informere. Med hensyn til de uheld, der kommer med kort varsel, er vi enige om, at det kan blive bedre".

Flemming Hansen har delvis politisk rygdækning for sin kritik.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti mener, det er på tide, at transportministeren får fortalt nogle sandheder om DSB's dårlige kommunikation, men peger også på, at bedre kommunikation ikke får togene til at køre til tiden.

Også Martin Lidegaard fra De Radikale, der sammen med DF er partner i en 10 års aftale om jernbaner og veje, mener, DSB bør informere bedre.

- Men at tørre hele den generelle miserable tilstand på de danske skinner af på Sengeløv går ikke. Den må politikerne og transportministeren i særdeleshed tage på sin egen kappe, siger Martin Lidegaard til Berlingske.

Venstre bakker transportministeren op

- Jeg er faktisk rystet over at høre, at Keld Sengeløv forsøger at tørre den af på, at det er Banedanmarks skyld det hele. Hr. og fru Jensen, der sidder i toget, er ligeglad med, hvem der skal informere. De vil informeres, når de køber billetten, og de vil informeres, når de sidder i toget, siger Venstres trafikordfører Gitte Lillelund Bech.

Hun vil ikke udtale sig om, hvorvidt DSB har brug for en ny direktør.

- Det må bestyrelsen vurdere. Men jeg synes da, at bestyrelsen skal vurdere meget nøje, hvad der er sket hen over sommeren, både med hensyn til IC4 og med hensyn til, hvordan man tackler situationen med de forsinkede tog, siger Venstres trafikordfører.

Gitte Lillelund Bech peger også på, at ifølge den statistik, der til og med juni er ført over årsagen til forsinkelser, er det langt fra alle, som Banedanmark har ansvaret for. Halvdelen var Banedanmarks ansvar, syv procent havde andre årsager, mens de sidste 43 procent skyldtes DSB selv.

- Det er blevet lidt for nemt at skyde hele skylden på Banedanmark. Det er ikke den fulde sandhed, siger hun.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.