Vidner efterlyses i voldtægtssag
Politiet har ikke mange spor i en voldtægtssag fra tirsdag eftermiddag og efterlyser vidner, der kan have set noget, da en 19-årige kvinde blev voldtaget i et grønt område ved Slipshavn i den østlige udkant af Nyborg.
Midt på eftermiddagen blev hun i centrum af byen kontaktet af en bilist, der spurgte om vej. Da hun var ved at forklare ham vejen, trak han hende pludselig ind i bilen, låste dørene og kørte af sted med hende. Hun blev kørt til det grønne område, hvor han væltede hende om på jorden og voldtog hende, hvorefter han kørte fra stedet.
Manden, der talte dansk med lokal dialekt, beskrives som 30-35 år, 180-190 cm høj og robust. Han havde lyst, halvlangt hår og dårlige tænder. Tirsdag eftermiddag var han iført en langærmet trøje og cowboybukser.
Bilen, han kørte i, var mørk, muligvis sort, med fire døre, og nummerpladen begyndte med VT 53 4.
Politiet vil gerne høre fra personer, der har bemærket den sorte bil, som holdt parkeret ved et-to-tiden ved Landporten i Nyborg med fronten i den forkerte retning. Det var her pigen blev trukket ind i bilen omkring klokken 13.40, og politiet mener, det er sandsynligt, at nogen har set det.
/ritzau/