Flere slags affald skal sorteres
Metal- og plastemballage skal fremover sorteres fra til genanvendelse. Kommunerne er positive.
Danskerne kommer på ekstra arbejde i køkkenerne. Fra denne måned kræver Miljøministeriet, at alle så vidt muligt skal sortere deres affald af metal og plastic og aflevere det i særlige containere.
Ved metalemballage er det affald fra dåsefrugt, grøntsager, kødkonserves og småkager, der skal sorteres fra, mens det ved plast kan være dunke med rengøringsmidler uden faresymboler, sprinklervæske, vaskepulver, skyllemiddel og eddike samt flasker med iste, juice, saftevand og mælk, oplyser funktionsleder i Miljøstyrelsen Jette Skaarup.
På genbrugspladser
Det bliver kommunerne, som skal tilrettelægge og administrere sorteringsordningen, og det er de parate til, oplyser formanden for teknik- og miljøudvalget i Kommunernes Landsforening, Roskildes borgmester Bjørn Dahl (V). »I vores kommune klarer vi problemet ved at opstille særlige containere på vore genbrugspladser,« siger Bjørn Dahl, og det er Miljøstyrelsen tilfreds med.
»Alle kommuner skal som minimum give borgerne mulighed for at aflevere deres affald på en genbrugsplads eller tilbyde dem en storskraldsordning,« siger Jette Skaarup. Både metal- og plastemballage er allerede på frivillig basis blevet indsamlet i flere år. Specielt virksomhederne har sorteret, men det er ikke tilstrækkeligt. Derfor skal indsamlingen udvides både for virksomheder og husholdningerne.