To kvinder vristede sig fri
To yngre kvinder på vej på arbejde blev tirsdag morgen i København overfaldet af en ung mand, der tilsyneladende med vold og magt forsøgte at få samleje med dem.
Ved hjælp af oplysninger fra vidner kunne politiet hurtigt anholde manden, oplyser kriminalpolitiet på Station City.
Først gik manden i aktion på Frederiksberg Allé. Her slog offeret sig fri, men manden stoppede ikke.
Lidt senere begik han tilsyneladende en identisk forbrydelse over for en anden kvinde, der kom gående ad Vesterbrogade. Også hun fik vristet sig løs.
I begge tilfælde stod han og lurede i en port. Manden ventes senere fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.
/ritzau/