S: Israels aggression øger støtten til Hizbollah
Et israelsk flyangreb på landsbyen Qana i det sydlige Libanon, hvor op mod et halvt hundrede mennesker - her i blandt ca. 20 børn - søndag morgen mistede livet, bekræfter, at Israels militære aktioner i Libanon er helt ude af proportion. Det siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft.
- De har ikke mulighed for at nedkæmpe Hizbollah ved at sønderbombe civile. Den her fremgangsmåde løser ikke Israels problemer, men skaber kun flere dræbte blandt civile og gør fremtiden mere usikker, siger Mogens Lykketoft.
Han finder det "på tide", at den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, søndag opfordrede til øjeblikkelig våbenhvile i konflikten mellem Israel og Libanon.
/ritzau/