Hvordan jeg lærte at elske opera

Forsøg foretaget på Aarhus Universitet viser, at man kan lære at holde af musik, som man ikke bryder sig om.

Hvorfor hader jeg opera?

Spørgsmålet forekommer relevant, når man nu sidder over for en mand, der forsker i, hvorfor man kan lide noget musik, mens andet får hånden til at række ud efter kanalvælgeren i en fart.

»Det mest oplagte bud er, at du ikke har hørt det nok, og at du har haft en dårlig indgang til opera,« siger Anders Christian Green, der er ph.d.-studerende på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet.

Er der en genre, man ikke kan lide, men gerne vil lære at kende, skal man starte i det små.

»Det nytter ikke noget at begynde med at lytte til et musikstykke, der ligger helt ud i ekstremen inden for genren,« siger Anders Christian Green.

Det betyder, at hvis man vil lære at kunne lide opera, skal man starte med en operette som "Den glade Enke". Derefter kan man gå videre til "Carmen", hvorefter Mozarts "Tryllefløjten" - som er en decideret opera - er inden for rækkevidde.

Det kan læres

Den foreløbige konklusion på Anders Christian Greens forskning er, at man kan lære at holde af alle former for musik.

Forskningen inkluderer et forsøg, som stadig kører. Forsøget går ud på at spille ukendte, selvkomponerede musikstykker for en gruppe personer. Personerne har aldrig hørt stykkerne før. En del af musikstykkerne hører forsøgspersonerne 32 gange, andre kun 2 gange. Derefter hører de alle musikstykkerne igen, men denne gang skal de give karakter til stykket.

»Det viser sig, at forsøgspersonerne bedst kan lide de musikstykker, de har hørt flest gange,« siger Anders Christian Green.

Indtil videre har seks personer deltaget, tre kvinder og tre mænd i alderen 24-32 år. Anders Christian Green sigter mod at kunne slå konklusionerne helt fast, når yderligere 14 personer har været igennem forsøget.

Samtidig med, at personerne lyttede til musikken, blev deres hjerner mr-skannet.

På skanningerne kunne man se, at når forsøgspersonen havde hørt musikstykket 32 gange før, var der højere aktivitet i visse dele af hjernen, mens der var lavere aktivitet, hvis musikstykket kun havde været hørt to gange.

Hjernen forvirres

»Og man ved fra tidligere studier, at de aktiverede områder i hjernen har med hukommelsesgenkendelse at gøre,« siger Anders Christian Green, som sammenligner det med, at hjernen bliver forvirret, når den hører musik, som den ikke kender.

»Hjernen opfatter lyden som en gåde, som den skal prøve at skabe en form for mening med. Hvis hjernen kan finde ud af at give en sammenhæng, vil man kunne lide det. Hvis ikke, synes hjernen ikke om musikken. Men jo flere gange man har hørt et stykke musik, jo nemmere er det for hjernen at løse gåden,« siger Anders Christian Green.

Siger intet om smag

Han understreger, at forsøget ikke undersøger, hvorfor nogle holder af eksempelvis guitarmusik og andre ikke.

»Det, jeg undersøger, er kendskabet til musikken i forvejen. Det er ikke et forsøg, der skal afgøre smag. Nogle kan lide mandlige sangere eller instrumentalmusik, og jeg er klar over, at disse mere individuelle præferencer også påvirker bedømmelsen,« siger han.

For at falde pladask for et musikstykke skal det helst lande midt imellem den stil, man kender og er tryg ved, og noget nyt og ukendt. Når man så har købt nummeret og hørt det flere gange, trækker man stille og roligt nummeret over mod det kendte og derved noget, der ikke fænger som de første gange, man hørte nummeret.

»Derfor sætter man jo også tit pladen tilbage på hylden, og så skal hjernen lige glemme det igen for et stykke tid. Men når man finder cd'en frem igen, er den god, indtil man når mætningspunktet,« siger Anders Christian Green, der har et skidt budskab, hvis man har en cd, man holder rigtig meget af.

Pir nysgerrigheden

»Man vil aldrig kunne have den samme optimale oplevelse af et stykke musik som første gang, man hørte det. Ellers ville man jo også kunne nøjes med at have én cd på hylden derhjemme. Men heldigvis kræver hjernen nye input,« siger Anders Christian Green, der peger på, at man skal pirre sin nysgerrighed for at udvide sin musiksmag.

»Hvis man giver en musikgenre en chance, er det næsten ikke til at komme udenom, at man vil kunne komme til at lide det,« siger Anders Christian Green.

Så derfor: Kære operaelskere, send lige et par af jeres cd'er, for man kan åbenbart godt trække en hest til truget og få den til at drikke.

thomas.lund@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.