Flere pædofile finder børn på nettet
Flere pædofile bliver dømt for seksuelle overgreb på børn efter at have fået kontakt via nettet.
Det viser en gennemgang af rigsadvokatens redegørelser over sager med misbrug af børn, skriver JydskeVestkysten lørdag. Mens chatfora og datingsider kun er nævnt som kontaktled i tre ud af 64 sager fra september 2000 til marts 2005 har der været ni tilfælde ud af 53 sager fra september 2005 til april 2006.
- Der er rigtig mange unge piger og drenge, der lægger deres profiler ud på nettet. Og det er en åben invitation, føler mange pædofile, til at udnytte den mulighed. Det er bestemt noget, der klart er i vækst, siger formand for Børns Vilkår Peter Albæk. For at komme tendensen til livs vil han gøre ulovligt at udgive sig for at være en anden på internettet og arrangere møder med små børn. I Danmark er det er først ulovligt, når der sker overgreb i modsætning til i Holland og England, fortæller Peter Albæk.
- Man har gode erfaringer med at gøre det strafbart at udgive sig for at være en anden. For eksempel at udgive sig for at være en dreng, når man i virkeligheden er en voksen mand, siger han.
/JP