Lystfisker fik skildpadde på krogen
33-årige Thomas Funk fra Næstved fik en stor sumpskildpadde på krogen, da han sent torsdag aften aften var taget ud for at fange ål i Karrebæk Fjord.
Det skriver Sjællandske.
Efter at have landet to ål, føltes det tredje hug ligesom lidt anderledes. Og Thomas Funk troede ikke sine egne øje, da han efter en brav kamp hev krabaten ind.
Den 2,5 kilo tunge sumpskildpadde bor indtil videre i en sort murebalje i Thomas' kælder, og den er godt gal i skjoldet.
- Den både river og bider, hvis den kan komme til det, og så er den meget, meget stædig, skulle jeg hilse og sige, griner Thomas Funk, mens han forsøger at holde sin nye logerende frem for Sjællandskes fotograf.
Jesper Møller fra Næstved Terrarium har identificeret skildpadden som en rødøret terrapin.
/JP