Danskerne er de lykkeligste
Danmark bliver placeret som verdens lykkeligste folkefærd i en ny undersøgelse fra Leicester Universitet - og det kan vi måske takke dronning Margrethe for.
Bruxelles
Danskerne er endnu engang kåret til det mest lykkelige folkefærd i verden. Forskerne bag et nyt lykke-landkort placerer Danmark helt i top, når den lunefulde følelse af tilfredshed med tilværelsen bliver målt. »Det, at I scorer så højt i denne undersøgelse, understreger, at godt helbred, god uddannelse og relativ stor velstand har en stor betydning for, om der er en generel følelse af lykke i samfundet,« siger manden bag undersøgelsen, socialpsykologen Adrian White fra universitetet i Leicester.
Han mener, at det også har at gøre med, at Danmark er et lille og homogent samfund. »Man kan forklare det med, at hvis du bor på en lille ø, så har alt, hvad du gør, en betydning for dine omgivelser. Du er del af en udvidet familie. I Kina, hvor der bor 1,6 milliarder mennesker, er den følelse langt mindre til stede,« siger Adrian White, der har sammenstillet mere end 100 undersøgelser og brugt input fra over 80.000 mennesker verden over til at danne sit verdenskort.
I Århus sidder Christian Bjørnskov og forsker på samme område, og han ser en række grunde til, at danskerne føler sig lykkelige.
»Indkomsten har en betydning, indtil man når op på det, der svarer til cirka et østeuropæisk niveau. Når man først får opfyldt sine basale behov, stopper et lands lykkekurve, og så bliver det andre forhold, der spiller ind,« forklarer nationaløkonom Christian Bjørnskov, der er adjunkt ved Handelshøjskolen i Århus.
Tillid er afgørende
»Hovedårsagen er, at Danmark har verdens højeste tillidsfaktor. Vi stoler i ekstrem høj grad på hinanden, også selv om vi ikke kender hinanden, og tillid er det sublime udtryk for sammenhængskraft i et samfund og har stor betydning for, hvor lykkelige vi er, « forklarer han.