Kapeller for varme til de døde
Sommervarmen gør det umuligt at opbevare kister med afdøde i kirkernes kapeller. Kun dér, hvor der er installeret køleanlæg i kapellet, kan kisterne stå i de op til otte dage, loven tillader.
Alle andre steder er der lige nu for varmt, og selv tykke kampestensmure fra middelalderen er opvarmet, så kapellerne er ubrugelige, og de døde begynder at lugte efter ganske kort tid, hvis kisterne alligevel stilles derind. Det skriver Kristeligt Dagblad
- Det er et kæmpeproblem. I mit område har jeg ingen kirkekapeller med køl, og det er nødvendigt i en sommer som denne, siger Lars Askholm, der ejer Broby Begravelsesforretning på Fyn og er landsformand for Danske Bedemænd.
Hans løsninger omfatter leje af et køleanlæg, som kan stilles ind i et varmt kapel eller - i nødstilfælde og efter at familien er orienteret - at han åbner kisten og putter isposer ind i den.
JP