Tre fængslet for knivoverfald mod to dørmænd
Tre mænd blev sent torsdag fængslet for et knivoverfald på to dørmænd ved Pan Club i Knabrostræde i København. Den ene dørmand var torsdag morgen i livsfare, efter at han blev stukket ned uden for sin arbejdsplads i det indre København.
- Der er tale om et livstruende knivstik i brystkassen, sagde vicekriminalkommissær Niels Bogs-Grarup i Københavns Politi. Kollegaen fik et knivstik i maven, men var også uden for livsfare.
Alarmen indløb klokken 04.33, og de to sårede blev med ambulancer fra Københavns Brandvæsen kørt på hospitalet.
Politiet tilbageholdt tre personer i sagen, og man savner stadig en fjerde medgerningsmand. De tre skal sidde isolationsfængslet foreløbig i 13 dage.
/ritzau/