"Vædderen" trukket til kaj
Problemet med ekspeditionsskibets manøvresystem er stadig ikke løst. Men det bliver det, lover kaptajnen.
To slæbebåde trak i aftes ekspeditionsskibet "Vædderen" til kaj i Flådestation Frederikshavn. Manøvren bed i kaptajn Carsten Schmidts faglige stolthed, men han havde selv iværksat den.
»De har jo ikke brug for et færgeleje på flådestationen,« siger han og maler den situation, der kunne opstå, fordi "Vædderens" manøvresystem ikke fungerer, som det skal i øjeblikket, og skibet i værste fald kunne baldre ind i kajanlægget.
En reservedel, som i hast blev bragt fra Karup til Skagen og derfra ud til skibet i gummibåden "Lillebror" onsdag aften, var alligevel ikke det, der skulle til. Tværtimod er manøvredygtigheden nu sænket yderligere. Den har kørt på nødsystem de seneste dage.
»Den eneste tekniker, der er ekspert i den slags, er i Canada i øjeblikket, men han kommer hjem i weekenden og tager fat på mandag,« oplyser kaptajn Schmidt.
Det bliver en kamp mod uret at få skibet klar til Galathea 3-ekspeditionen, der indledes den 11. august fra Københavns Havn.
Som Carsten Schmidts afløser til december, kaptajn Lars H. Hansen, udtrykte det i går eftermiddag:
»Der er 15 dage, 1 time og 43 minutter at løbe på.«
Begge kaptajner og hver isærs næstkommanderende har deltaget i denne uges sejladser med afprøvning af fiskegrej og andet udstyr, som forskere og formidlere skal bruge under den havbårne ekspedition.
Tre uger bagud
Sandheden er, at klargøringen af Galathea 3 er tre uger bagud i forhold til projektplanen, fordi forskernes udstyr er leveret med forsinkelser, konstaterer Carsten Schmidt.
»Vi har måttet tilrigge skibet på halvandet døgn. Normalt har vi en uge til den slags,« siger han en smule irriteret.
Hverken for ham eller kaptajn Lars H. Hansen er der dog nogen diskussion:
»Selvfølgelige bliver vi færdige til tiden,« siger han.
Carsten Schmidt nedlagde onsdag veto mod et nyt, 3,5 tons tungt bomtrawl, som Dansk Ekspeditionsfond har ladet fremstille specielt til Galathea 3.
»Hvis nogen havde spurgt mig, før det blev sat i produktion, ville jeg have udtrykt stor betænkelighed. Hvis sådan en bom kommer i sving på agterdækket, er den ekstremt farlig og kan havarere hele skibet. Jeg har lovet min besætning, at alle kommer hjem i hel tilstand. Derfor vil jeg ikke have den bom med,« siger han.
Trods de aktuelle vanskeligheder glæder kaptajnerne sig til den forestående ekspedition.
»Jeg håber, at det vil lykkes at forene de forskellige virksomhedskulturer og persongrupper i et frugtbart samarbejde,« siger Carsten Schmidt.