Russisk raket med dansk udstyr sprang i luften
En russisk raket med en computer udviklet på Aalborg Universitet sprang i aftes i luften kort efter opsendelsen.
Det oplyser DR Nordjylland.
Affyringen fandt sted fra en base i Kasakhstan, men 86 sekunder efter opsendelsen eksploderede rakettet. Ud over computerteknologi fra Aalborg Universitet rummede raketten også studentersatellitter fra hele verden.
Folkene fra Aalborg Universitet, der har været med til at udvikle computeren, er naturligvis meget skuffede - deriblandt Ph.D.-studerende Karl Laursen, som sidste år var i Rusland for at aflevere computeren.
- Flere års arbejde er forsvundet på et øjeblik, siger adjunkt Dan Bhanderi, der er projektleder til DR Nordjylland.
De studerende i Aalborg sendte deres første satellit, AAU Cubesat, op for to år siden. Siden er der ifølge Dan Bhanderi kommet henvendelser fra nær og fjern med tilbud om samarbejde.
De studerende er allerede i gang med at teste satellitcomputerens næste generation, som skal bruges om bord på AAUSAT-II, der ventes opsendt med en indisk raket i foråret 2007, skriver Ritzau.
JP