Arriva: Ingen fejl på ulykkestog
Teknik og elektronik fungerer på det tog, som tirsdag slæbte barn og barnevogn efter sig. Dermed tyder meget på en menneskelig fejl.
Der er ingen tekniske fejl på det tog, hvor dørene tirsdag lukkede sig om en barnevogn med en ni måneder gammel baby, som blev slynget af ca. halvanden kilometer fra Bording Station i Midtjylland.
Arriva, der står for driften på strækningen, undersøgte tirsdag ulykkestoget, og teknikerne fandt alt i orden både teknisk og elektronisk, fortæller kommunikationsdirektør i Arriva Skandinavien Jan Wildau.
Dermed rettes fokus mod togets fører, lokoføreren, som tilsyneladende har overset kvinden med barnevognen, men den teori ønsker kommunikationsdirektør Jan Wildau ikke at kommentere.
»Hvad der præcist er sket, kan vi ikke udtale os om. Det vil være mangel på respekt, og desuden er vi part i sagen,« siger Jan Wildau, der dog tilføjer, at hvis alle systemer teknisk er i orden, og sikkerhedsprocedurerne følges, er toget sikkert.
Tirsdag eftermiddag forsøgte en 27-årig kvinde med sit ni måneder gamle barn i barnevogn at stige af toget på Bording Station. Inden hun nåede ud, lukkede døren om barnevognen, og toget satte i gang. Efter 1.500 meter faldt barnevogn og barn af, men barnet landede til alt held i blødt græs. Derfor slap det mirakuløst fra episoden med knubs og blå mærker.
Arriva har 15 MR-tog, som hver dag gennemgås for fejl efter en tjekliste. MR-togene er op til 28 år gamle og lejet hos DSB.