Baby hjemme fra hospitalet efter toguheld
Den ni måneder gamle pige, der tirsdag blev slynget ud af et kørende tog i Bording, forlod onsdag hospitalet. Bortset fra hudafskrabninger var barnet sluppet uden skader oven på det dramatiske uheld, oplyser Herning Politi.
Politiet begyndte onsdag eftermiddag anden runde af afhøringer for at klarlægge, hvad der egentligt skete. Samtidig gik Havarikommissionen i gang med sine undersøgelser.
Hos Trafikstyrelsen oplyser man, at nye togtyper, der i dag kommer til godkendelse, mødes med større krav end blot en advarselslampe. Nu skal en spærreordning sikre, at togene ikke kan køre med dørene åbne.
/ritzau/