Få S-tog til Nørreport
Hovedstadens hårdt prøvede S-togpassagerer blev fra morgenstunden atter ramt af problemer. En køreledning knækkede mellem stationerne Nørreport og Østerport kort før klokken syv onsdag morgen, hvilket betyder, at der stort set ikke kører tog mellem et par af landets travleste stationer resten af dagen.
Kun S-tog på linje A mellem Hundige og Lyngby kører mellem Københavns Hovedbanegård, Vesterport, Nørreport og Østerport. Alle øvrige linjer på strækningen er aflyst onsdag, meddeler Banedanmark.
Regionaltogene mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport kører normalt. Det vil sige, at de også stopper på Nørreport station. Derudover kan passagerne benytte A-busserne.
/ritzau/