Banedanmark kan ikke holde skidtet fra døren
Forsinkelserne på de danske toge er ikke det eneste, de danske togpassagerer skal finde sig i. Resten af året bliver al rengøring på arealer uden for stationerne sat i bero. Årsag: Der er ikke afsat nok penge til oprydningen, og derfor må der prioriteres i rengøringen. Sådan lød beskeden mandag fra Banedanmarks tekniske direktør, Eigil Sabro.
- Vi prioriterer de midler, vi har, dér hvor de gør størst gavn. Derfor begrænser vi renhold og lugning, som heller ikke udgør en sikkerhedsmæssig risiko, til fordel for indsatsen for bedre spor, sagde han.
Dén melding får transportminister Flemming Hansen (K) på skinnerne. Ministeren siger, at meldingen fra Banedanmark er uacceptabel. Nu vil han indkalde Banedanmark til et møde for at få løst problemet.
/ritzau/