Forsvaret overvejer kortere tid til fagfolk i krigszoner
En halvering af tiden i krigszonen. Det kan blive virkelighed for blandt andet de automekanikere, kølemontører og it-folk, som forsvaret i øjeblikket sender ud til verdens brandpunkter i et halvt år af gangen. Det oplyser Forsvarets Personeltjeneste mandag aften.
- I forsvaret har vi en mangel på mekanikere og andet fagligt personel i øjeblikket. De bliver derfor udsendt oftere, og det slider ganske alvorligt på dem. Og for at minimere det slid og fastholde dem, overvejer vi at nøjes med at sende dem ud i tre eller fire måneder, siger Carsten Vejre, oberst i Forsvarets Personeltjeneste, til Ritzau.
Han understreger, at drøftelserne i forsvaret kun gælder det faglige personel, som tæller under 200 medarbejdere. De almindelige kampsoldater må altså fortsat forvente at være i felten i seks måneder ad gangen.
Den endelige beslutning om perioden for udsendelser af fagligt personel bliver truffet i løbet af få uger.
/ritzau/