TV 2 beklager indslag med grædende barn
Det var alligevel ikke forsvarligt at vise tv-billeder af en tiårig, grædende dreng, da han fortalte om sine oplevelser i det bomberamte Libanon til et rullende kamera fra TV2.
Og nu beklager tv-stationens direktør, at TV2/Nyhederne 17. juli bragte billederne af den stærkt følelsesmæssigt påvirkede dreng, da han vendte hjem til Danmark:
- Det er et indslag, som efter mine begreber krydser grænsen for, hvad vi bør sende. Jeg kan godt forestille mig en situation, hvor vi interviewer et barn på ti år om, hvad han eller hun har oplevet i krigssituation. Bare ikke under disse omstændigheder, hvor barnet tydeligt har svært ved at overskue situationen, siger Per Mikael Jensen, til Politiken.
Mandag aften beklagede TV2/Nyhederne dets indslag med barnet. Hidtil har TV2's redaktionschef, Jacob Nybroe, ellers ment, at interviewet var forsvarligt, fordi stationen havde forældrenes accept.
/ritzau/