Dansk støtte til Libanon-styrke
Der er bred politisk støtte til en international, fredsbevarende styrke i det sydlige Libanon. Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti støtter således israelske tanker om, at en sådan styrke skal sikre, at Hizbollah forsvinder fra grænseområdet. Begge partier tvivler dog på, at Danmark - som i forvejen er hårdt presset af internationale missioner - kan stille med soldater i Sydlibanon.
- Det skal i givet fald være en styrke, som har en fælles overkommando, er offensiv og kan afvæbne Hizbollah. Realistisk tror jeg ikke, at en sådan styrke vil kunne være på plads før om tre til fire uger. Det gør dog også, at Israel selv kan foretage sig en del overfor Hizbollah, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, mener også, at en sådan international, fredsbevarende styrke kan være første skridt til at sikre en varig fred i grænseområdet mellem Israel og Sydlibanon.
/ritzau/