Ikke muligt at fravælge gratisaviser
"Gratisaviser - nej, tak".
Forbrugerne er velkomne til at sætte et hjemmestrikket skilt på døren - men det er op til budene, der skal levere gratisaviserne til hr. og fru Danmark, om de vil respektere skiltet.
Gratisaviserne er nemlig adresseløse forsendelser, der ikke hører hjemme i postlovgivningen. Og derfor kan man ikke sige nej til at få aviserne gennem brevsprækken hver dag.
I et svar fra transportminister Flemming Hansen (K) til bl.a. Per Clausen, Enhedslisten og Morten Homann, SF, skriver ministeren, at borgerne ikke "gives en lovbestemt ret til generelt at afvise uønskede uadresserede forsendelser", som uadresserede husstandsomdelte daglige gratisaviser.
Per Clausen vil tage kontakt til Socialdemokraterne og De Radikale for at få loven ændret, så det frie valg respekteres.
/ritzau/