Bierne og blomsterne forsvinder
Mangfoldigheden af bier er hastigt nedadgående og har været det de seneste 25 år.
Det viser den første undersøgelse af sin art, der er foretaget i England, Holland og Tyskland, og som bringes i det videnskabelige tidsskrift Science i dag.
Hundredvis af områder er blevet undersøgt, og i 80 procent af dem er mængden af forskellige arter bier stærkt på retur, og flere arter er helt forsvundet, skriver Politiken fredag.
»Vi er chokerede over tilbagegangen af både planter og bier. Hvis dette mønster er det samme i andre lande, så er den 'bestøvningsservice', som vi tager for givet, truet, og med den de planter, der gror i vores natur«, siger Koos Biesmeijer, der har ledet undersøgelsen og er fra University of Leeds.
/JP