Dansk chef for FN-politistyrke i Sudan
Kai Vittrup forlader jobbet som chef for FN's politistyrke i Kosovo til fordel for et lignende job i det uroplagede Sudan.
Chefpolitiinspektør Kai Vittrup står over for den sandsynligvis største udfordring i sit liv, når han i løbet af de næste par måneder flytter til Sudan som chef for politidelen af FN's fredsbevarende mission i det afrikanske land. Her får han ansvaret for 650 politifolk fra 39 forskellige lande.
»Jeg har altid været fascineret af Afrika, og jeg har været der flere gange, men aldrig som en del af en FN-mission,« fortæller Kai Vittrup fra Kosovo. Dermed forlader han en tilsvarende stilling i Kosovo godt et år før planlagt.
»Jeg har været i Kosovo i halvandet år, og landet er godt på vej. Derfor har jeg lagt billet ind på stillingen i Sudan og fået den,« siger han og glæder sig til de nye udfordringer. »Man skal ikke tro, man kan fortsætte på et godt renommé. Hver gang du kommer til et nyt sted, skal du demonstrere, at det kører.«
Tidligere på måneden kom det frem, at chefpolitiinspektøren var så truet i sit job i Kosovo, at fire livvagter må beskytte ham døgnet rundt.
Som konsekvens af truslerne rejste hans kone tilbage til Danmark. Men det har intet med hans jobskifte at gøre.