Kystsikring skyld i livsfarlig badestrand
En ny kystsikring skulle holde på sandet på Liseleje Strand, men den skaber nu livsfarlige badeforhold.
- Det havde vi slet ikke fantasi til at forestille os.
Sådan lyder det fra Frederiksværk Kommune, efter at den kystsikring, der skulle holde på sandet på Liseleje Strand, har vist sig at skabe livsfarlige strømforhold for badegæsterne.
På bare to uger har livredderne reddet 20-25 børn og voksne væk fra de hestehuller, som bliver dannet af en stærk understrøm.
Den stærke understrøm bliver skabt omkring kystsikringen i pålandsvind og betød tirsdag, at en 9-årig pige var tæt på at drukne, fordi understrømmen trak hende væk fra land.
Den fredelige strand er blevet et utrygt sted at bade med den nye kystsikring og det ærgrer drifts- og anlægschef i Frederiksværk Kommune, Karl Aage Juhl Jensen.
- Det kunne være, at den slet ikke skulle have været bygget eller være bygget på en anden måde, siger han til DR København.