Grønt lys til græsk skib
300-400 danske statsborgere flygter onsdag eftermiddag fra Libanon i et græsk skib, som den danske regering har chartret. Det græske fartøj forlader Beirut onsdag eftermiddag med kurs mod Larnacas i Cypern.
Fra Cypern bliver de evakuerede fløjet hjem så hurtigt som muligt, oplyser Udenrigsministeriet.
Desuden befinder et par hundrede danske statsborgere sig i den nord-syriske havneby Latakia, hvor de venter på at blive hjulpet ud.
- Vi håber på, at vi kan få dem ud i løbet af i dag, siger kontorchef Jens-Otto Horslund i Udenrigsministeriet.
I øjeblikket er der over 300 danskere på opsamlingsstedet i byen Sidon i den farligste del af Libanon.
Hvor mange danskere der i alt befinder sig i Libanon er uvist.
Op mod 1100 danske statsborgere er inden for den seneste tid blevet fragtet hjem via luftbroen fra Syrien, oplyser Udenrigsministeriet. Der har været store forsinkelser på fly fra lufthavnen i Damaskus, som er meget hårdt presset på grund af de mange internationel flyvninger med krigsflygtninge.
Fra Damaskus letter flere fly mod København i løbet af onsdag, heriblandt tre-fire SAS-fly.
/ritzau/