Udenrigsministeriet: Flygt fra Sydlibanon
Nu kan de op mod 1000 danskere i det sydlige Libanon igen vove sig uden for døren og køre til Beirut for at komme ud af det krigshærgede land. Det vurderer Udenrigsministeriet, som søndag aften i modsætning til tidligere direkte anbefaler danske statsborgere at rejse nordpå til hovedstaden.
- Vi har fået oplyst fra det israelske udenrigsministerium, at det nu er muligt at køre i bil fra sydlige Libanon til Beirut af nogle mindre bjerglandeveje. De israelske styrker er instrueret om ikke at beskyde landevejstrafik mod Beirut, så vi anbefaler danskerne at tage til opsamlingsstedet i Beirut, siger Uffe Wolffhechel, kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice, til Ritzau.
Opsamlingsstedet i Beirut er ved Dbayeh Secondary School ved San Rita School. Her er arrangeret evakuering med bus til den syriske grænse, hvor der er organiseret modtagelse og videre transport til Damaskus. De første ti busser kører mandag klokken 11.00, mens næste afgang er om eftermiddagen klokken 15.00.
/ritzau/