Dansk Røde Kors hjælper danskere hjem
Fire kvindelige medarbejdere fra Dansk Røde Kors fløj søndag aften til Syriens hovedstad, Damaskus, for at være med til at tage imod de danske statsborgere, der flygter fra bomberne i Libanon.
De fire kvinder er udsendt af Dansk Røde Kors efter en forespørgsel fra Udenrigsministeriet tidligere på dagen. Flere af kvinderne måtte afbryde deres ferie for at tage af sted til Syrien.
- Det er erfarne medarbejdere, som er vant til at berolige folk i krigssituationer. De er gode til at holde hovedet koldt og træffe beslutninger i vanskelige situationer, siger Hans Bech Gregersen, informationsmedarbejder i Dansk Røde Kors, til Ritzau.
Dansk Røde Kors sendte også medarbejdere ud for at hjælpe kriseramte danskere efter tsunamikatastrofen i Sydøstasien.
/ritzau/