Ung kvinde voldtaget i København
Kammeraterne stod og kommenterede og kom med nedsættende bemærkninger om grønlændere, mens en ca. 20-årig ung mand voldtog en 21-årig ung grønlandsk kvinde i en port i det indre København natten til søndag.
Politiet i København var søndag eftermiddag dels på jagt efter gerningsmanden, dels efter vidner, der så den grædende unge kvinde løbe op til Hovedbanegården i tidsrummet mellem kl. 04-05.
- Det er en meget ydmygende og grov forbrydelse, hun har været udsat for. Og selv om hun græd og var ude af sig selv, var der ingen, der tilsyneladende reagerede og hjalp hende, før hun kom helt op på Hovedbanegården, fortæller kriminalpolitiets centrale vagtleder fra Københavns Politigård.
/ritzau/