Dårligt arbejdsklima i kirken
Uklar ledelse og en utidssvarende måde at organisere sig på gør arbejdsmiljøet uudholdeligt for mange medarbejdere i den danske folkekirke.
Den verserende sag om den suspenderede sognepræst i København, Lene Matthies, får flere fagfolk til at reagere.
I sagens akter fremgår det, at der er store problemer med arbejdsklimaet i Vor Frelsers Kirke og Christians Kirke i København, hvor Lene Matthies er ansat, men det er langt fra de eneste kirker, der har problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Professor dr. med. Finn Gyntelberg fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital mener, at folkekirken er et af de værste steder at være ansat, hvis man udelukkende kigger på det psykiske arbejdsmiljø.
»Mange føler sig overladt til sig selv eller mobbet af en ledelse, der ikke har erfaring eller evnerne til at lede. De steder, hvor det psykiske arbejdsmiljø er dårligst herhjemme, er i fænglerne og i folkekirken. Det er paradoksalt, at der er et så dårligt psykisk arbejdsmiljø i folkekirken, hvor man skal være sjælesørgere,« siger Finn Gyntelberg.
For fire år siden foretog han en undersøgelse blandt de ansatte i folkekirken. Den viste, at der var konflikter eller uoverensstemmelser i hvert fjerde sogn af en sådan kaliber, at det kunne udvikle sig til alvorlige problemer for arbejdsmiljøet. Han har også haft flere henvendelser fra medarbejdere i Vor Frelsers Kirke og Christians Kirke, og han er ikke i tvivl om årsagen til problemerne.
»Ledelsesstrukturen er aldeles uheldig. Folkekirken er det eneste sted i Danmark, hvor politikerne er ansvarlige for personalet. Man burde have professionel ledelse og eventuelt lave en forsøgsordning, hvor præsten er chef, så man får et entydigt ledelsesansvar,« siger Finn Gyntelberg.