Begejstrede forældre udstiller deres børn
Aldrig før er danske børn blevet afbilledet så meget og på så mange forskellige måder som i dag, lyder det fra fotografer og forhandlere af fotoudstyr.
Der meldes om stigende efterspørgsel på portrætfotografier, børnecollager i plakatstørrelser og sågar scanningsbilleder af det endnu ufødte barn, skriver Kristeligt Dagblad.
Samtidig udbyder flere hjemmesider nu mulighed for, at forældre kan oprette deres egne elektroniske fotoalbum på internettet. Det gælder blandt andet hjemmesiden www.megapixel.dk, hvor ivrige hjemmefotografer kan dele feriebilleder og børneportrætter med familie og venner i cyberspace. Og www.netdoktor.dk's babyklub, hvor stolte forældre kan lægge billeder af barnets første skridt ud på deres helt egen hjemmeside om barnet.
Men pas på lyder det fra to af landets førende børneeksperter. De mange billeder af guldklumperne kan føre til overeksponering og få konsekvenser for de smås udvikling. En af dem, der løfter pegefingeren, er psykolog og tidligere formand for Børns Vilkår John Aasted Halse:
- Billeddokumentationen er det seneste udtryk for den omsiggribende individualisering. Og barnets oplevelse af hele tiden at være i centrum - også når det gælder det, forældrene vælger at dekorere hjemmet med og viser frem for familie og venner - kan få afgørende betydning for barnets udvikling. På sigt tager barnet centrumrollen til sig og kan få vanskeligt ved at tilsidesætte egne behov og indgå fornuftigt i fællesskaber, siger John Aasted Halse.
/JP