Overskud af kommunale chefer på høj løn
Flere end to ud af tre kommuner har et overskud af ledere, som får et mindre ledelsesansvar i fremtidens sammenlagte komuner, men beholder den samme løn. Det viser en rundspørge, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget.
I kommunernes forening, KL, bekræfter chefkonsulent Jan Struve Poulsen, at kun meget få ledere vil blive ramt af afskedigelser i forbindelse med reformen.
»Det er jo en dyr løsning at skille sig af med disse folk, fordi de skal have løn i lang tid bagefter. Derfor forsøger kommuner at finde fornuftige job, og det lykkes også i langt de fleste tilfælde. De fleste job er fagligt godt begrundet, men naturligvis er der også eksempler, hvor det primært handler om at få kabalen til at gå op. Der er ingen tvivl om, at vi vil se en del overgangsfigurer rundt omkring, og at en del stillinger vil forsvinde,« vurderer Jan Struve Poulsen.
»Reformen giver i første omgang nogle store direktioner og mange nye konsulentstillinger til tidligere ledere, men i løbet af nogle år vil direktionerne blive slanket. Det samme vil også ske på andre niveauer, fordi vi vil se institutioner blive lagt sammen,« forudser ledelsesekspert, professor Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet.
Erfaringen fra Bornholm
Han henviser til den nye Bornholms Regionskommune, der ved kommunesammenlægningen i 2003 fik en direktion med hele syv direktører. De fem kommunaldirektører fra de fem sammenlagte kommuner plus en amtsdirektør og en sygehusdirektør.
I dag er direktionen på vej til at blive reduceret til fire personer, og der er også blevet færre og større institutioner.