Tyske vinbønder til Danmark
Seks tyske vinbønder er på vej til Danmark for at lave en vingård på Fejø.
Det er den danske vinproducent, Jens Michael Gundersen, der har hentet hjælp fra tyske kollegaer.
I næste uge kommer de tyske vinbønder til Fejø, for at anlægge en halv hektar stor vingård, oplyser DR Regionalen i Næstved.
Samarbejdet mellem Jens Michael Gundersen og de tyske eksperter har været i gang i nogle år.
Marken, som tyskerne tilplanter, tilhører da også netop Jens Michael Gundersen, som mener, at Fejø er et oplagt sted at producere vin.
Han har registreret klimadata og lavet forsøg med vinavl på en mindre ejendom på Fejø i tre år, og resultaterne har været så lovende, at han har erhvervet en ejendom med 1,95 hektar jord på Fejø, hvor der nu skal dyrkes vin i større målestok.
JP