Byer proppet med biler
En kraftig vækst i antallet af biler giver særlige problemer i byerne. København har fået 40 pct. flere af de firehjulede, men 3.000 færre p-pladser. Det skaber kritik hos både forskere og FDM.
Kilometerlange bilkøer er hverdag i og omkring alle de større danske byer. Vi holder i kø for at komme på arbejde, ud at handle eller blot komme hjem.
Forklaringen er, at vi har fået væsentligt flere biler, flere varebiler, smallere veje og færre p-pladser.
På landsplan er der ifølge nye tal fra Danmarks Statistik på 10 år kommet en halv million flere person- og varebiler, svarende til 22 pct. flere personbiler og 53 pct. flere varebiler. I mange byer har stigningen været endnu større. Indbyggerne i København og på Frederiksberg har således anskaffet sig 31 pct. flere personbiler og 74 pct. flere varebiler, mens der er kommet 25 pct. flere personbiler i Århus. Odense og Aalborg har haft en vækst i personbilparken på henholdsvis 17,5 og 20 pct.
Mange af de større byer har haft en væsentlig større vækst i bilparken end på landsplan.
Ikke desto mindre er der blevet skåret ned i antallet af p-pladser i mange kommuner, så bilisterne i mange tilfælde må køre rundt i lang tid for at finde en ledig p-plads, hvis de skal ind til byen for at handle, eller blot skal have parkeret bilen i nærheden af boligen.
Mens trafiktrængslen i byerne umiddelbart er svær at gøre ret meget ved, med mindre man indfører betaling for at køre i byerne, står kampen mange steder om parkeringspladserne. Og her er der kritik fra mange sider.
»Det er ikke sjovt for folk på Østerbro i København, at de skal køre rundt i en halv time for at finde en p-plads. Det er tidsspilde. Men manglen på p-pladser er størst i København,« mener direktør Niels Buus Kristensen fra Danmarks TransportForskning.