Politiet sender fange på charterferie
En 19-årig mand dømt for vold har fået lov til at tage på 14 dages ferie midt i sin strafafsoning i Renbæk Statsfængsel i Sønderjylland, skriver B.T. onsdag.
Den 19-årige skulle have tilbragt den næste måned bag tremmer som straf for at have overfaldet en mand, men i stedet pakker han kufferten og tager til Tyrkiet sammen med nogle venner.
Hos Ribe Politi, der står bag den ferievenlige beslutning, erkender vicepolitimester Marianne Bager, at der er sket en fejl:
"Det er desværre en afgørelse, der er i strid med praksis. Det er en fejl, at den domfældte person har lov at opdele sin afsoning," siger Marianne Bager til B.T.
Hun har givet den ansvarlige medarbejder en påtale og gjort det klart, at ferierejser ikke er gyldig grund til strafafbrydelse.
Vicepolitimesteren vil imidlertid ikke trække afgørelsen tilbage. Den 19-årige har nemlig ikke prøvet at snyde sig til afgørelsen, men derimod åbent skrevet, at han gerne ville have strafafbrydelse for at tage på ferie.
JP