Udsigt til store tab på puljepensioner
Bankernes pensionskunder kan se frem til et stort tab efter et år med fald på aktiemarkedet. Og i modsætning til de tab pensionsselskaberne har, som fordeles mange år frem i form af lavere rente end ellers, får ejerne af kapital- og ratepensioner tabet tilskrevet med det samme, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Der vil være røde tal i mange af de årsopgørelser, der til januar sendes ud fra bankernes puljepensioner. Kapital- og ratepensioner er grundlæggende en kontant opsparing. Men kontantrenten i pengeinstitutterne er meget lav, og i stedet kan man vælge at spekulere i værdipapirer med sin pensionsopsparing.
Det er dog ingen garanti mod tab i et år, hvor aktierne styrtdykker. Har man valgt at placere sine penge i danske eller udenlandske aktiepuljer, er tabet i årets første 10 måneder typisk på mellem 13 og 23 pct.
/ritzau/