Netto-røver fælder af DNA-prøve

Tre års fængsel for røveri mod Netto. Det blev ifølge Radio Gladsaxe resultatet for en 21-årig mand, der, sammen med en medgerningsmand, begik røveri mod en Nettobutik på hovedgaden i Bagsværd i juli sidste år.

De to mænd ventede efter lukketid uden for butikkens bagindgang. Da en ansat kom ud, tiltvang de sig adgang til butikken, hvor de med en pistol og en kniv truede personalet til at udlevere dagens omsætning på omkring 70.000 kroner.

De to gerningsmænd forsvandt sporløst, næsten i hvert fald, for den ene efterlod sig en spytklat. Og det var den, der i retten i Gladsaxe tirsdag var det afgørende bevis. En DNA-prøve viste nemlig, at spyttet var identisk med den ene gerningsmands DNA-profil. Den 21-årige havde da heller ingen god forklaring på spytklatten, der blev udslagsgivende for straffen på de tre års fængsel, oplyser radioen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen