Flere danskere støtter tortur mod terrormistænkte

Terrorangrebene mod USA den 11. september har ført til et dramatisk skred i danskernes holdning til "moderat fysisk pres", en mild form for tortur.

40 procent mener nu, at det er rimeligt at anvende milde former for tortur for at bekæmpe terrorisme. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Sonar har gennemført for Jyllands-Posten med udgangspunkt i terrorangrebene mod USA.

Det er en markant stigning i forhold til juli i år, da Gallup spurgte danskerne i anledning af sagen om den nyudnævnte israelske ambassadør, Carmi Gillon, som havde givet sin støtte til "moderat fysisk pres". Dengang var opbakningen til mild tortur kun 14 procent.

Sonar-undersøgelsen viser, at hver anden danske mand nu støtter en sådan form for tortur, mens knap hver tredje kvinde giver sin opbakning til brug af tortur i kampen mod terrorisme.

I juli bakkede kun otte procent af kvinderne op om torturen, mens tallet for mændene dengang lå på 21 procent.

CD'eren Arne Melchior, som dengang pådrog sig voldsom kritik for sin støtte til "moderat fysisk pres", har selv mærket skiftet i danskernes holdning.

»Jeg har fået en række breve fra folk, som under Gillon-sagen kritiserede mig. Efter 11. september har de skrevet til mig, at de beklager deres forkerte vurderinger, og at de har ændret holdning. "Pres" er dog ikke det samme som "tortur", som jeg aldrig har forsvaret. Men ville vi ikke alle acceptere pres for at forhindre terrorhandlinger?« spørger han.

Resultatet ryster til gengæld menneskeretsforkæmpere.

»Så har terroristerne vundet. De har aktiveret angsten og vundet over alt, hvad der er ordentligt og humant, og hvad vi har kæmpet for i mange år,« siger æresgeneralsekretær i Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, Inge Genefke.

Direktøren for Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, mener, at den store opbakning er et problem for Danmark.

»Måske har vi svigtet i uddannelsessystemet og i den almindelige debat, når opfattelsen af tortur kan skride så hurtigt. Vi har været for forhippede på at lære de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa om de demokratiske spilleregler og menneskerettigheder, mens vi har glemt, at det er noget, vi i allerhøjeste grad bør holde i erindring i vore egne samfund,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen